Minder..
På et tidspunkt i enhver avlers liv vil der nok altid være nogen vi
lærer at kende men mister for tidligt. Nogen vi savner, nogen vi ikke vil glemme
og som altid vil være gemt i vore hjerter et sted. I 2009 blev det den tid for
mig - tid til at oprette denne side til minde om dem vi har mistet alt alt for
tidligt.
PA Nafal Ibn Sharim ox + 4307 / TAF 0904
Foto: Jani Pedersen
(Pasha Sharim x PA Shah Nigra/Shahin Ibn Naskhi)
Født d. 16.06.2003 - død 21. november 2010
Homozygot sort / 160 cm
SCID fri - CA fri - OCD fri
Min elskede Nafal blev i bogstavligste forstand revet ud af
hænderne må mig om eftermiddagen d. 21. november 2010.
Et tab der er så ubeskrivelig stort for mig. Han var mit et og alt i de knap 5
år han nåede at være her.
I efteråret 2005 sad jeg og surfede på Nettet og faldt over et foto af en sort unghingst som bare gjorde et eller andet ved mig. Flere gange
måtte jeg vende tilbage og se det igen og igen - og endte med at tage kontakt og købte Nafal
ubeset hos Polar Arabians i Tyskland.
Nafal kom til Danmark d. 10. december 2005 og jeg husker tydeligt den sorte lidt
forhudlede uldtot som forsigtigt trådte ud af bilen. Jeg måtte sande at jeg ikke
var så positivt overrasket over mit køb, og tænkte at ham skulle jeg nok have
solgt igen på et tidspunkt. Nogen tanker jeg har måtte tage i mig igen mange
gange siden, - Nafal var den eneste ene som under ingen omstændigheder og for
ingen pris var til salg
Nafal viste sig at være ret stor, temmelig godt gående og meget mild, venlig og let at omgåes
i det daglige. Han blev gjort ryttervant sommeren 2006 uden de store problemer. De kom så
lidt senere, hvor vi havde noget tummel med sadel og efterfølgende rygproblemer som gjorde at
han fik flugt tendenser med rytter.. Så jeg har set hele vores nabolag i fuld fart
som hvis jeg sad på ryggen af en sort raket... Det gav en ridse i lakken i vores
forhold som hest og rytter og det tog lang tid at komme igennem. Men det lykkes
og han var fantastisk at ride, cool for alt omkring sig, men enormt følsom for
sin rytter. Nafal var en en-mands hest - han var mors dreng og han vidste det.
I 2008 valgte jeg at sende ham i showtræning i Holland og han blev vist på
Internationalt plan i
Belgien, Tyskland og Danmark.
Han blev klassevinder med 89.5 points, topkarakter
for bevægelse fra alle dommere og senior
hingste champion i Belgien og på det Internationale show i Danmark blev han
bedste danske hingst i en hård klasse, med næsten 2 points ned til næstebedste
danske hingst i klassen som tidligere på året var blevet National Champion.
Min lykke var gjort og jeg var mere end stolt af min sorte dreng - han havde vist at
han var andet og mere end bare sort.
Jeg blev af flere opfordret til at stille ham til kåring hos shagya/anglo/sportsaraberforbundet,
så det gjorde jeg samme år. Det blev dog ingen succes og han blev ikke godkendt.
Nogen kom til mig og sagde at jeg ikke måtte lade mig slå
ud, men at jeg skulle stille ham hos Trakehner forbundet i stedet for. Det tog
mig noget tid at blive overbevist om den idé - det lød for syrrealistisk i
mine ører men vi havde alt at vinde og intet af tabe, så i februar 2009 stillede Nafal til Kåring hos Trakehnerne og opnåede avlsgodkendelse.
Jeg var overvældet..
Det eneste jeg ikke lige havde set komme i den forbindelse
var en tvungen 30 dages materialprøve som skulle foregå i Tyskland og som han
skulle bestå hvis jeg skulle have ham endelig færdigkåret hos TAF. Kåringen var
d. 22. februar og den først kommende test startede d. 1. marts.. Der var ikke
lang betænkningstid og det var nok godt nok, for så var han nok aldrig kommet afsted.
Men der var ikke tid til at tænke og spekulere ret meget - der var en plads til ham
dernede og weekenden efter kåringen kørte vi til Tyskland.
Jeg græd som pisket da jeg skulle forlade ham dernede, det kunne jeg bare slet
ikk styre - han var så langt væk , så følsom og jeg var så nervøs for hvordan
han skulle klare alle de krav der
ville blive stillet til ham og for hvordan de ville takle min følsomme dreng der
absolut ikke brød sig om testpiloter og var så langt fra de varmblodstyper de er
vant til at have med at gøre.
Men teamet på test centeret var rigtig gode til at tage hånd om ham og
Nafal bestod prøven og fik nogen rigtig flotte interiør karakterer, blandt andet
to 9-taller.
Han var træt da han var færdig og det var som om at han godt vidste at prøven
var slut og at jeg var der for at tage ham med hjem.
Nafal var færdigkåret i TAF og igen havde han bevist sit værd og jeg vidste med mig selv
at aldrig, aldrig nogensinde ville jeg sende ham hjemmefra igen.
Nafals anerkendelse i TAF gav ham avlsgodkendelse i Shagya/anglo/sportsaraberforeningen, ind ad bagdøren så at sige, idet de anerkendte TAF´s kåring.
Han nåede aldrig at få nogen afkom i TAF regi, men i sommeren 2010 kom det
første shagya føl efter ham til verden.
Og kigger man ranglisten over mest brugte hingste i de forskellige avlsforbund
for 2010 vil man for Shagya/anglo/araberace forbundet se at Nafal ligger
placeret som nummer 1.
D. 21. november 2010 startede som alle andre dage. En veloplagt Nafal gjorde
krav på sit morgenkys og sin morgenmad som altid. Han spiste sin mad og vi
nippede græs på vej ud til hans fold som vi altid gjorde.
Om eftermiddagen ved 15 tiden var jeg ved at gøre klar til at tage heste ind,
det så han og kom til leddet velvidende at han ikke var den første i rækken der
skulle ind. Han ventede på mig. Pludselig så jeg ham vakle med det ene forben
let løftet fra jorden. Min første tanke var at han var kommet i hegnet så jeg
smed hvad jeg havde i hænderne og løb hen mod ham. Han faldt til jorden før jeg
nåede ham og i mudderet tog jeg om hans hoved, han åbnede munden og jeg kunne se
hans tandkød var helt hvidt.. Han blinkede en enkelt gang, gik i kramper og
åndede ud i mine arme.
Min verden gik i stå.. I et splitsekund blev min sorte kæmpe revet fra mig uden varsel, uden
grund - ham som har givet mig mere end nogen anden, ham som var så unik for mig.
Jeg står tilbage med 1000 spørgsmål jeg aldrig får svar på og en modbydelig
oplevelse, som jeg ser for mig igen og igen hver gang jeg lukker mine øjne og nok aldrig kommer til at lægge
helt bag mig.
Jeg glæder mig over at jeg var der for ham, hvor hårdt og svært det
end var -og er her bagefter. Samtidig er jeg lykkelig for at jeg har en værdig
afløser for ham i hans søn D. Desert Eagle.
Nafal opnåede i sit alt for korte liv hvad ingen anden dansk ox hingst har gjort
i over 30 år hvis nogen nogensinde har.
En
International Champion titel, kåring i TAF, bestået 30 dages
materialprøve og rangliste topper for bedækningsåret 2010 i shagya/anglo/sportsaraberforbundet.
Han imponerede til det sidste og alle der nåede at stifte bekendtskab med ham var betaget af hans milde, rolige
sind, hans fantastiske væsen og fremtoning.
Han var unik i alle henseender og langt mere end unik for mig
Han var min grimme
ælling der blev til den smukkeste svane.
Han var min stolthed - han var mit et og alt.
Hvil i fred min skat...
D. Final Victory
(PA Nafal Ibn Sharim x Victoria Lynn)
Født d. 9 marts 2008. Død d. 4 maj 2009
Vores kære smukke Victor er rejst til de evige græsmarker i en alder af
knap 14 måneder.
Han var kun små 24 timer gammel da han blev indlagt sammen med sin mor. Jeg ønskede så brændende at han skulle leve, ikke for min skyld,
men for hans mors skyld. Hun havde haft 2 aborter de 2 tidligere år og derfor havde et brændende ønske om at hun denne gang måtte have et levedygtigt
føl som hun kunne være mor for.
Victor kom oven på igen og havde vundet livets første kamp, og da han også var en
sejr over virus aborten for hans mors vedkommende, fik han navnet D. Final Victory.
Alt var fryd og gammen for en tid og han var et smut i Holland med hans mor til
bedækning - men efter hans hjemkomst var det tydeligt at noget ikke var som det
skulle være med hans bevægelser. Han havde ganske vist lavet et stunt i
traileren og på mærkværdig vis kommet på den forkerte side af en skillevæg under
transporten, men om det er årsagen eller der ligger noget andet bag finder vi
aldrig ud af.
5 forskellige dyrlæger har set ham - røntgenbilleder, operation, kiropraktik, akupunktur,
medicinsk behandling og smertebehandling har vi været igennem men alt sammen
uden resultat - til sidst var alle enige - han bliver ikke bedre..
Det var en hård dom.. og den har været ufatteligt svær at efterleve.
Jeg trøster mig med at han nu er 100% smertefri og at han trods alt opfyldte det
første ønske jeg havde til ham om at give hans mor en at være mor for og håber
samtidig at han løber glad rundt på de evige græsgange og leger med hans
små halvsøkende som aldrig nåede at få dagslyset i deres øjne.
Sov sødt min skat
Jeg gav ham livet, kæmpede for at han skulle beholde det og alligevel har jeg
valgt at tage det fra ham.
May God forgive